Depression

Som lægen sagde det ligeud.

Sådan. Endnu en titel. Endnu et nederlag.

Jeg hader store ord.

Jeffrey Campbell

Hvis jeg havde scoret kassen i lotto, ville jeg forkæle mig selv med sådan et par sko her. Jeg ELSKER Jeffrey Campbell. Jeg ved godt det "bare" er sko. Men.. Det er Jeffrey Campbell sko! Han laver de fedeste kollektioner og jeg elsker.. elsker.. ELSKER dem!

http://www.solestruck.com/jeffrey-campbell-womens-shoes/page-1/

Skal til studievejleder i morgen. Har haft meget fravær pga. manglende søvn, grundet angsten. Har snakket med min mor, og hun synes, det er nok bedst, jeg nævner det for ham. Det er grænseoverskridende at skulle sige en så personlig ting, til en mand jeg knapt nok kender, men for at få forståelse fra skolens side, bliver jeg nødt til det. Vil langt hellere sige det til ham end til mine lærere. Gider ikke nogen medfølende blikke i klasseværelset fra dem, og gider overhovedet ikke drøfte det med dem. De er mine undervisere. Den slags er alt for personlig at dele med dem.

Skal i hypnoterapi om ikke så længe. Er nervøs, da jeg aldrig har prøvet det før. Men jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg vil gøre hvad som helst for at slippe af med angsten. Og på de svære følelser jeg tumler med. Må hellere gå i seng, før klokken bliver 00:00. Jeg får det klamt bare af at skrive tallet.

I morgen er en ny dag. Må natten bliver smertefri.

                                          Let me go back to the place where I feel safe..

Ødelagt.

Klokken er igen blevet over tolv. Jeg må ikke lægge mig til at sove, før klokken bliver 01:00. Det er en regel, jeg altid har haft overfor mig selv, fordi det altid har været midnatstimen hvor jeg er mest urolig. Og med min angst er det hele blevet meget værre. Når det først bliver mørkt omkring mig, bliver jeg en anden. Jeg føler mig paranoid, bange og alene. Jeg kan ikke selv styre det, på trods af de teknikker min psykolog gav mig i sin tid. Jeg føler mig for magtesløs til overhovedet at prøve på det. Som om jeg vil blive "straffet" af det jeg ikke kan se, fordi mørket og truslen, truslen som jeg aldrig rigtig ved hvad er, ville finde mig respektløs. Det lyder sindsygt, jeg ved det godt. Men det er sådan jeg er.

Hvor ville jeg ønske, de lange, rædselsfulde nætter snart ville høre op. Jeg får ikke sovet nok om natten, og jeg glemmer at spise, når jeg så endelig står op, fordi følelsen stadig sidder i mig. Alt kan ind i mellem virke ligegyldigt, for uanset hvad jeg gør, er jeg urolig og ind i mellem lige frem dødbange for at gå i seng. Det er så.. tosset. Jeg mener.. Jeg er ikke 6 år mere. Men så snart angsten og mørket bryder frem, bliver jeg næsten yngre end det.

Jeg er træt af at gå i gymnasiet, og være nødsaget til at krybe ind mellem mine forældre hver nat, for at være sikker på at få noget søvn. Det er efterhånden det eneste rum i huset hvor jeg føler mig bare nogenlunde tryg om natten. Og det er svært. For min far forstår mig på ingen måde. Han snakker om det, som det bare er en jobsamtale der skal overstås, og siger, at jeg bare skal gøre noget ved det. Som om, det er noget af det letteste i verden at komme af med. Han ripper op i det, som om det er en hverdagsting, selvom jeg gang på gang fortæller ham, at det er noget der for mig er svært at tale om. Selvfølgelig skal der gøres noget ved det. Men jeg føler efterhånden, at jeg ikke længere kan klare det alene. Det er svært ikke at have sin fars støtte og forståelse i en situation som denne. Jeg er træt af at skulle høre på ham, og jeg er begyndt at holde ham udenfor mine tanker om det hele, for jeg gider ikke længere høre på ham. Det er hårdt at blive talt til, som en lille pige der selv er skyld i, at have det psykisk dårligt og gå i kramper hver nat. Det er hårdt at blive talt til, som om det intet betyder.

Jeg ser frem til den dag, jeg kan gå i seng og sove trygt som alle andre omkring mig.

Kan man definere kærlighed?

At have en tæt på sig, som ligner én selv på så mange punkter, men alligevel er man forskellige.
At have en tæt på sig, som ved hvad du tænker i langt de fleste sammenhænge, og som indimellem afslutter éns sætninger med lige præcis det ord, man ledte efter men ikke kunne finde.

At have en tæt på sig, som kender én ud og ind, på godt og ondt, men stadig accepterer én som man den man er, og elsker én for de små skavanker og særheder der kendetegner én.

At have en tæt på sig, som ved lige præcis hvilke knapper der skal trykkes på, for at man bliver glad efter at have haft den værste dag længe, og ikke rigtig gider snakke med nogen som helst.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.

Alt dette lød måske meget lyrisk, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle kunne beskrive en af de personer i mit liv, som står mig aller nærmest. Kærligheden er svær at beskrive, for kun én selv kan mærke hvordan det føles. Jeg kan kun mærke min, du kan kun mærke din - de andre kan kun mærke deres. Jeg kan se på et kærestepar eller et vennepar, hvor jeg straks kan se deres kærlighed til hinanden. Jeg kan ikke mærke den, men se den. For det de har er deres og ikke mit. Jeg kan misunde karaktererne i nogle af de største kærlighedsfilm nogensinde skabt og tænke: "Sådan vil jeg ha' min kærlighed skal være". Men når jeg så tænker efter endnu en gang.. Min kærlighed til min kæreste er noget, jeg ikke ville bytte for selv den største mængde guld i hele verden. For den er vores. Ikke bare en amerikansk drøm skrevet ned på papir og udlevet foran kameraer.

Det er så let at blive fanget i en kærlighedshistorie. Især når man ikke har en sjæleven selv. Man drømmer stort om kærligheden og får så store forventninger til den, at når man endelig møder én man har kemi med, bliver man nærmest ked af at personen ikke gør som dem i filmene. Man lægger næsten ikke mærke til alle de gode ting personen gør for én - og gør ved én. Jeg har selv været der. Og ind i mellem er jeg der stadig. Men ville jeg ønske min kærlighed var anderledes? Aldrig. Aldrig nogensinde. At elske er en af de største gaver jeg har fået foræret. Og hvis der er mindst én ting, jeg har lært af mit lange forhold, så er det, at jeg må give for at få igen. Ikke bare vente på, det hele kommer til mig. Hvis jeg har en idé, som jeg synes, min kæreste og jeg skal udleve, og det er noget jeg virkelig gerne vil, så siger jeg det til ham. Hvis han ikke er med på idéen, betyder det ikke, at han ikke elsker mig. Selvom vi er ens på mange punkter, er han jo ikke mig. Og omvendt. Det er vigtigt, at huske sig selv på det ind i mellem.

På det seneste har jeg lært meget om kærlighed. Jeg lærer stadig. Men en af de vigtigste ting, jeg bliver nødt til at huske mig selv på ofte, er at jeg skal huske mig selv på, hvor dejlig han er. Ikke kræve mere end hvad jeg ved, han kan give mig. Og i stedet for at forvente ting af ham, så skal jeg nyde ham og blive glædeligt overrasket, når han så gør noget helt uventet og romantisk. Jeg skal ikke sætte min overlægger for højt for mit forhold. Det bliver aldrig "perfekt". Derimod, hvis jeg bare slapper af og nyder det som det er, begynder jeg at lægge mærke til alle de små ting, han gør for mig. De små ting, der gør at jeg er glad. Og det betyder alt for mig.

At have en tæt på sig, som ligner én selv på så mange punkter, men alligevel er man forskellige.
At have en tæt på sig, som ved hvad du tænker i langt de fleste sammenhænge, og som indimellem afslutter éns sætninger med lige præcis det ord, man ledte efter men ikke kunne finde.

At have en tæt på sig, som kender én ud og ind, på godt og ondt, men stadig accepterer én som man den man er, og elsker én for de små skavanker og særheder der kendetegner én.

At have en tæt på sig, som ved lige præcis hvilke knapper der skal trykkes på, for at man bliver glad efter at have haft den værste dag længe, og ikke rigtig gider snakke med nogen som helst.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.

Keep it simple. And you will be surprised.