At have en tæt på sig, som ved hvad du tænker i langt de fleste sammenhænge, og som indimellem afslutter éns sætninger med lige præcis det ord, man ledte efter men ikke kunne finde.
At have en tæt på sig, som kender én ud og ind, på godt og ondt, men stadig accepterer én som man den man er, og elsker én for de små skavanker og særheder der kendetegner én.
At have en tæt på sig, som ved lige præcis hvilke knapper der skal trykkes på, for at man bliver glad efter at have haft den værste dag længe, og ikke rigtig gider snakke med nogen som helst.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.
Alt dette lød måske meget lyrisk, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle kunne beskrive en af de personer i mit liv, som står mig aller nærmest. Kærligheden er svær at beskrive, for kun én selv kan mærke hvordan det føles. Jeg kan kun mærke min, du kan kun mærke din - de andre kan kun mærke deres. Jeg kan se på et kærestepar eller et vennepar, hvor jeg straks kan se deres kærlighed til hinanden. Jeg kan ikke mærke den, men se den. For det de har er deres og ikke mit. Jeg kan misunde karaktererne i nogle af de største kærlighedsfilm nogensinde skabt og tænke: "Sådan vil jeg ha' min kærlighed skal være". Men når jeg så tænker efter endnu en gang.. Min kærlighed til min kæreste er noget, jeg ikke ville bytte for selv den største mængde guld i hele verden. For den er vores. Ikke bare en amerikansk drøm skrevet ned på papir og udlevet foran kameraer.
Det er så let at blive fanget i en kærlighedshistorie. Især når man ikke har en sjæleven selv. Man drømmer stort om kærligheden og får så store forventninger til den, at når man endelig møder én man har kemi med, bliver man nærmest ked af at personen ikke gør som dem i filmene. Man lægger næsten ikke mærke til alle de gode ting personen gør for én - og gør ved én. Jeg har selv været der. Og ind i mellem er jeg der stadig. Men ville jeg ønske min kærlighed var anderledes? Aldrig. Aldrig nogensinde. At elske er en af de største gaver jeg har fået foræret. Og hvis der er mindst én ting, jeg har lært af mit lange forhold, så er det, at jeg må give for at få igen. Ikke bare vente på, det hele kommer til mig. Hvis jeg har en idé, som jeg synes, min kæreste og jeg skal udleve, og det er noget jeg virkelig gerne vil, så siger jeg det til ham. Hvis han ikke er med på idéen, betyder det ikke, at han ikke elsker mig. Selvom vi er ens på mange punkter, er han jo ikke mig. Og omvendt. Det er vigtigt, at huske sig selv på det ind i mellem.
På det seneste har jeg lært meget om kærlighed. Jeg lærer stadig. Men en af de vigtigste ting, jeg bliver nødt til at huske mig selv på ofte, er at jeg skal huske mig selv på, hvor dejlig han er. Ikke kræve mere end hvad jeg ved, han kan give mig. Og i stedet for at forvente ting af ham, så skal jeg nyde ham og blive glædeligt overrasket, når han så gør noget helt uventet og romantisk. Jeg skal ikke sætte min overlægger for højt for mit forhold. Det bliver aldrig "perfekt". Derimod, hvis jeg bare slapper af og nyder det som det er, begynder jeg at lægge mærke til alle de små ting, han gør for mig. De små ting, der gør at jeg er glad. Og det betyder alt for mig.
At have en tæt på sig, som ligner én selv på så mange punkter, men alligevel er man forskellige.
At have en tæt på sig, som ved hvad du tænker i langt de fleste sammenhænge, og som indimellem afslutter éns sætninger med lige præcis det ord, man ledte efter men ikke kunne finde.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.
Alt dette lød måske meget lyrisk, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle kunne beskrive en af de personer i mit liv, som står mig aller nærmest. Kærligheden er svær at beskrive, for kun én selv kan mærke hvordan det føles. Jeg kan kun mærke min, du kan kun mærke din - de andre kan kun mærke deres. Jeg kan se på et kærestepar eller et vennepar, hvor jeg straks kan se deres kærlighed til hinanden. Jeg kan ikke mærke den, men se den. For det de har er deres og ikke mit. Jeg kan misunde karaktererne i nogle af de største kærlighedsfilm nogensinde skabt og tænke: "Sådan vil jeg ha' min kærlighed skal være". Men når jeg så tænker efter endnu en gang.. Min kærlighed til min kæreste er noget, jeg ikke ville bytte for selv den største mængde guld i hele verden. For den er vores. Ikke bare en amerikansk drøm skrevet ned på papir og udlevet foran kameraer.
Det er så let at blive fanget i en kærlighedshistorie. Især når man ikke har en sjæleven selv. Man drømmer stort om kærligheden og får så store forventninger til den, at når man endelig møder én man har kemi med, bliver man nærmest ked af at personen ikke gør som dem i filmene. Man lægger næsten ikke mærke til alle de gode ting personen gør for én - og gør ved én. Jeg har selv været der. Og ind i mellem er jeg der stadig. Men ville jeg ønske min kærlighed var anderledes? Aldrig. Aldrig nogensinde. At elske er en af de største gaver jeg har fået foræret. Og hvis der er mindst én ting, jeg har lært af mit lange forhold, så er det, at jeg må give for at få igen. Ikke bare vente på, det hele kommer til mig. Hvis jeg har en idé, som jeg synes, min kæreste og jeg skal udleve, og det er noget jeg virkelig gerne vil, så siger jeg det til ham. Hvis han ikke er med på idéen, betyder det ikke, at han ikke elsker mig. Selvom vi er ens på mange punkter, er han jo ikke mig. Og omvendt. Det er vigtigt, at huske sig selv på det ind i mellem.
På det seneste har jeg lært meget om kærlighed. Jeg lærer stadig. Men en af de vigtigste ting, jeg bliver nødt til at huske mig selv på ofte, er at jeg skal huske mig selv på, hvor dejlig han er. Ikke kræve mere end hvad jeg ved, han kan give mig. Og i stedet for at forvente ting af ham, så skal jeg nyde ham og blive glædeligt overrasket, når han så gør noget helt uventet og romantisk. Jeg skal ikke sætte min overlægger for højt for mit forhold. Det bliver aldrig "perfekt". Derimod, hvis jeg bare slapper af og nyder det som det er, begynder jeg at lægge mærke til alle de små ting, han gør for mig. De små ting, der gør at jeg er glad. Og det betyder alt for mig.
At have en tæt på sig, som ligner én selv på så mange punkter, men alligevel er man forskellige.
At have en tæt på sig, som ved hvad du tænker i langt de fleste sammenhænge, og som indimellem afslutter éns sætninger med lige præcis det ord, man ledte efter men ikke kunne finde.
At have en tæt på sig, som kender én ud og ind, på godt og ondt, men stadig accepterer én som man den man er, og elsker én for de små skavanker og særheder der kendetegner én.
At have en tæt på sig, som ved lige præcis hvilke knapper der skal trykkes på, for at man bliver glad efter at have haft den værste dag længe, og ikke rigtig gider snakke med nogen som helst.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.
Keep it simple. And you will be surprised.
At have en tæt på sig. At have kærligheden tæt på sig.
Keep it simple. And you will be surprised.
0 kommentarer:
Send en kommentar