Ødelagt.

Klokken er igen blevet over tolv. Jeg må ikke lægge mig til at sove, før klokken bliver 01:00. Det er en regel, jeg altid har haft overfor mig selv, fordi det altid har været midnatstimen hvor jeg er mest urolig. Og med min angst er det hele blevet meget værre. Når det først bliver mørkt omkring mig, bliver jeg en anden. Jeg føler mig paranoid, bange og alene. Jeg kan ikke selv styre det, på trods af de teknikker min psykolog gav mig i sin tid. Jeg føler mig for magtesløs til overhovedet at prøve på det. Som om jeg vil blive "straffet" af det jeg ikke kan se, fordi mørket og truslen, truslen som jeg aldrig rigtig ved hvad er, ville finde mig respektløs. Det lyder sindsygt, jeg ved det godt. Men det er sådan jeg er.

Hvor ville jeg ønske, de lange, rædselsfulde nætter snart ville høre op. Jeg får ikke sovet nok om natten, og jeg glemmer at spise, når jeg så endelig står op, fordi følelsen stadig sidder i mig. Alt kan ind i mellem virke ligegyldigt, for uanset hvad jeg gør, er jeg urolig og ind i mellem lige frem dødbange for at gå i seng. Det er så.. tosset. Jeg mener.. Jeg er ikke 6 år mere. Men så snart angsten og mørket bryder frem, bliver jeg næsten yngre end det.

Jeg er træt af at gå i gymnasiet, og være nødsaget til at krybe ind mellem mine forældre hver nat, for at være sikker på at få noget søvn. Det er efterhånden det eneste rum i huset hvor jeg føler mig bare nogenlunde tryg om natten. Og det er svært. For min far forstår mig på ingen måde. Han snakker om det, som det bare er en jobsamtale der skal overstås, og siger, at jeg bare skal gøre noget ved det. Som om, det er noget af det letteste i verden at komme af med. Han ripper op i det, som om det er en hverdagsting, selvom jeg gang på gang fortæller ham, at det er noget der for mig er svært at tale om. Selvfølgelig skal der gøres noget ved det. Men jeg føler efterhånden, at jeg ikke længere kan klare det alene. Det er svært ikke at have sin fars støtte og forståelse i en situation som denne. Jeg er træt af at skulle høre på ham, og jeg er begyndt at holde ham udenfor mine tanker om det hele, for jeg gider ikke længere høre på ham. Det er hårdt at blive talt til, som en lille pige der selv er skyld i, at have det psykisk dårligt og gå i kramper hver nat. Det er hårdt at blive talt til, som om det intet betyder.

Jeg ser frem til den dag, jeg kan gå i seng og sove trygt som alle andre omkring mig.